Hvorfor skal vi gentænke folkeskolen?
Mange skolebørn har psykiske lidelser
Antallet af skolebørn, der lider af angst, depression, stress, ADHD og andre psykiske lidelser har aldrig været højere. Problemet er blevet forværret i takt med at vores kulturelle og teknologiske omgivelser har forandret sig, mens skolesystemet har fastholdt sine indlæringsprincipper, der stammer fra 1700-tallet.
Antallet af børn i den danske folkeskole er faldet 12 år i træk, da forældre i stigende grad vælger alternativer til den offentlige undervisning. Vi står midt i en skolekrise, og den er ikke indledt med vilje eller forårsaget af enkeltpersoner. Krisen har udviklet sig langsomt, og den er omfattende og systematisk, hvorfor vi bør løse den som samfund.
Kreativitet er vigtigt i dagens samfund
Kreative aktiviteter har en positiv effekt på vores lykke, og kreativitet har aldrig været vigtigere på arbejdsmarkedet. Alligevel uddanner vi børn væk fra denne medfødte evne.
Et omfattende kreativitetsstudie, der strækker sig over 17 år, indikerer at alle børn bliver født med et højt kreativitetsniveau. I den tidlige barndom bruges denne medfødte færdighed i vores naturlige udvikling, når vi lærer at bevæge os, kommunikere og udforske verden. Denne intuitive proces hindres for de fleste børn, når de begynder at blive uddannet i det traditionelle skolesystem.
Kreativitet bliver aflært i skolen
Studiet viser samtidig, at hvis du uddannes gennem læringsprincipperne fra det traditionelle skolesystem, bliver din kreativitet højst sandsynligvis markant svækket. I undersøgelsen opererede 98% af 5-årige børn på et kreativt genialitetsniveau, før de gik ind i skolen, mens kun 2% af skolede 25-årige opererede på det samme kreative genialitetsniveau.
Do schools kill creativity? Det er et retfærdigt og relevant spørgsmål at stille, og også titlen på den mest sete TED Talk gennem tiderne. Den 20 minutter lange video gik viralt på grund af den gode levering af Ken Robinson, men endnu vigtigere og øjenåbnende på grund af dens nøjagtige kritik af vores samfund.
Skolekrisen er rodfæstet i størstedelen af verden, og hvis vi vil forstå hvorfor den har udviklet sig, er vi nødt til at kigge på oprindelsen af skolesystemets læringsprincipper.
Hvornår blev læringsprincipperne et problem?
For at forstå, hvorfor mange af nutiden skolebørn udvikler psykiske lidelser, er vi nødt til at se på begyndelsen af det traditionelle skolesystem. Systemets læringsprincipper blev udviklet og implementeret over hele verden under den første industrielle revolution.
Systemet var designet til at skabe lydige borgere og håndterbare arbejdere, der kunne udføre monotont fabriksarbejde, som ikke krævede kreativitet eller nysgerrighed. Denne form for arbejde har skabt nutidens samfund, men gentagelsesarbejdet er siden aftaget og endnu hurtigere siden ankomsten af internettet.
De forældede principper
Det traditionelle skolesystem har fire karakteristiske læringsprincipper:
1. Læring gennem forpligtelse
2. Standardiserede målinger
3. Forudbesteme pensa
4. Faste skemaer
Læring gennem disse principper har været en realitet for de fleste børn i de sidste århundreder, og vi er blevet vant til denne måde at lære på.
Selvom vi har brugt disse læringsprincipper i de sidste 30 generationer, er de ikke de rigtige uddannelsesværktøjer i det 21. århundrede.
Tilpasning er ikke altid en god ting
Ved at tilpasse os til disse eksterne læringsprincipper og ikke at have indflydelse på de emner, vi lærer, modsætter vi os vores selvudviklede læringsmetoder og individuelle og intuitive drivkræfter.
Desuden påkræves lærere i folkeskolen at vurdere børn i alle deres foretagender. Når vi bliver irettesat for ikke at følge med i klassen, tilpasser vi os instinktivt, og denne konstante overvågning og manglende indflydelse slører vores intuition og kreativitet, hvorfor skolen kan ende med at blive kontraproduktiv for børn.
Evnen til at lære er medfødt
Vi bør stole på menneskets intuition og anerkende, at alle børn har evnen og kapaciteten til at lære og opnå betydningsfulde resultater. Det er en generel misforståelse, at traditionel skolegang er den korrekte eller eneste måde at tilegne sig viden på.
For at fungere og trives i den moderne verden er vores medfødte og individuelle færdigheder nødt til at blive plejet og kultiveret, i stedet for at blive undertrykt for at tilpasse sig en forældet konformitet. Hvis vi ser på samfundets aktuelle stressniveau, og mængden af stress, depression og angst i vores skoler, fungerer skolesystemet mere som en hindring end en transit til et afbalanceret og lykkeligt liv.