Hvordan transformerer vi folkeskolen?
Vi har aldrig haft bedre læringsrammer, og én egenskab er vigtig for at manøvrere i denne verden af valgmuligheder.
Hvorfor går børn i skole?
Før vi præsenterer vores løsningsforslag til skolekrisen, er vi nødt til at blive enige om præmissen for at gå i skole. Hvorfor går børn i skole? For at leve et lykkeligt liv, for at blive forberedt på fremtiden eller for at hjælpe med at bevare planeten? Uanset hvad, er folkeskolens aktuelle læringsprincipper ikke de optimale for, at børn kan trives eller finde sine individuelle styrker og drivkræfter.
Hjernen er nøglen til vores velvære og lykke
Menneskehjernen er det mest komplekse objekt, der findes i universet, og samtidig menneskets motor. Det er essentielt for vores velvære og udvikling, at få stimuleret vores sind på den rigtige måde, hvorfor ny videnskab og forskning bør inkluderes i, hvordan vi indretter vores læringsmiljøer.
Menneskehjernens kapacitet og potentiale er enormt, og hvis vi lærer at kontrollere og stimulere hjernen konstruktivt, kan vi intuitivt skabe en konstruktivt flow for os selv. For at forstå os selv bedre, bør vi kultivere selvbevidsthed i vores læringsmiljøer. Når vi er selvbevidste, lærer vi, hvad der er nødvendigt for at trives, hvorfor en kultivering af selvbevidsthed vil komme både individer og samfund til gode.
Det 21. århundredes vigtigste egenskab
For at trives og have en positiv indvirkning på omverdenen er en færdighed vigtigere end alt andet: selvbevidsthed. Internettet har gjort information til allemandseje, og størstedelen af verden har nu daglig adgang til internet. Det har med andre ord aldrig været lettere at lære, hvad vi vil, hvorfor en øget selvbevidsthed kan gøre verden til en lærerig legeplads. Selvbevidsthed kan grundlæggende opdeles i fire elementer, der gør udvikling og læring simpelt for alle:
1) Bevidsthed om dine stimulatorer og energikilder
2) Kendskab til dine styrker og svagheder
3) Udvikling af dine relationskompetencer
4) Forståelse af din hjernekemi
Intuitiv udforskning er essentielt
For at finde vores individuelle passioner og evner har vi brug for at udforske og begå fejl. Ikke at fejle i standardiserede målinger, men at fejle i intuitive og selvvalgte aktiviteter. På samme måde, som da vi lærte at gå og lærte at tale. Ved at kende sine energikilder får man en proaktiv og positiv indstilling, ved at kende sine styrker og svagheder får man overskud, ved at udvikle sine relationskompetencer, får man venner og et netværk, og ved at vide hvordan ens hjerne reagerer på forskellige aktiviteter får man mådehold.
Hvis vi tillader børn at fortsætte deres intuitive udvikling og støtte dem med inspiration og vejledning, vil både individer og samfund forstærkes. For at skabe plads til intuitiv udvikling, bør vi først og fremmest se på folkeskolens læringsprincipper.
Sådan ændrer vi læringsprincipperne
Selvom mulighederne for læring er tydeligt forbedret, er betingelserne for læring tilbageholdt af folkeskolens læringsprincipper. Vi foreslår fire erstatninger til principperne baseret på resultater fra nyere uddannelsesmetoder, der skal hjælpe skolebørn med at blive mere selvbevidste og udforske deres kreativitet:
Læring gennem forpligtelse →Læring gennem inspiration og vejledning
Standardiserede målinger →Individuel opmuntring
Forudbestemte pensa →Tillid til lærere og børns egne præferencer
Faste skemaer →Individuelle og selvpåvirkede tidsplaner
Ved at afskaffe forpligtelse, karakterer og læseplaner og ved at give børn indflydelse og muligheder, kan børn individuelt trives gennem naturlig, intuitiv og udforskende læring.
Hvis børn lærer at forstå og drage fordel af internettet og bruge det med omhu, kan de lære, hvad de vil. Læringsmulighederne er uendelige i det 21. århundrede, hvorfor børn har brug for inspiration og vejledning fremfor forpligtelse for at finde og udforske deres styrker.
Transformationen er i gang
Der findes allerede læringsmiljøer, der har tillid til lærere og børns intuition, og de implementeres i øjeblikket over hele verden med positive resultater. UNICEF har oprettet rettighedsskoler, der fungerer som certifikater til skoler, der giver børn indflydelse på deres udvikling og uddanner dem i deres rettigheder.
FN har også inkluderende uddannelse for alle som en del af deres verdensmål for bæredygtig udvikling.
Positive eksempler
Flugten fra folkeskolen er tydelig i Danmark, og antallet af børn i vores offentlige skoler er faldet 12 år i træk, mens antallet af børn i private- og friskoler er steget. Mange friskoler er inspireret af principperne fra Montessori-uddannelsen og Sudbury-skolerne, men også hjemmeundervisning med unschooling-filosofien er steget i popularitet. Samtidig er nyere netværk af skoler ved at finde frem andre steder i verden – bl.a. Agile Learning Centers, der er i gang med at ekspandere sine læringsmiljøer til hele verden.
Hvad vil Learning Mission gøre?
Vi er ikke et hold af revolutionære. Vi vil hjælpe med at accelerere en uundgåelig udvikling af vores folkeskole. Først og fremmest vil vi informere offentligheden om bivirkningerne ved det traditionelle skolesystems læringsprincipper og fordelene ved at kultivere selvbevidsthed.
Vi arbejder i øjeblikket med fundraising og forbereder en oplysningskampagne til sociale medier. Ved at skabe offentlig opmærksomhed kan vi fremkalde en politisk handling og forhåbentlig gøre Danmark til et foregangsland for tillidsfuld undervisning, så vores offentlige skoler kan begynde at komme både individer og samfund til gode.
Vi ved, at det er omfattende, og derfor har vi brug for din hjælp. Vil du bidrage?
